Rebecca hjem fra Ghana

31. marts 2020 af Per Fløng
Elever fra 2bk1 og Per Fløng fik tre-årige Rebecca sikkert hjem fra Ghana

Udenrigsministeriet skriver på deres Facebook-side:

Gymnasieelever fik tre-årige Rebecca sikkert hjem fra Ghana


Lille tre-årige Rebecca er lige kommet sikkert hjem til Danmark fra Ghana – på grund af denne hjælpsomme gymnasieklasse og deres lærer. Vi er rigtig glade for deres indsats.

Rebecca havde ellers et stort problem. Hun kunne ikke komme hjem fra Ghana. Hendes mor i Ghana kunne ikke rejse til Danmark, og hendes far i Danmark kunne ikke hente hende. Men - danskerne er jo fantastiske til at hjælpe hinanden!

     

Den danske ambassade fik kontakt til en gymnasieklasse fra Marselisborg Gymnasium. De var på vej hjem fra studietur i Ghana, og gymnasielærer Per sagde ja på et splitsekund, da han blev spurgt, om klassen mon kunne være med til passe på Rebecca på turen hjem til Danmark.

”Der var straks flere piger i klassen, der tilbød at hjælpe. Jeg blev rørt. På mit gymnasium, Marselisborg Gymnasium, ved Århus, taler vi meget om tillid, åbenhed og ansvarlighed. Her blev det foldet ud i praksis. Jeg har nogle mega seje elever”, udtaler Per.

På hjemrejsen blev der både tid til at spille videospil og lege gemmeleg, før Rebecca endelig kunne genforenes med sin mormor, der hentede hende ved ankomsten. Gymnasielæreren Per, mormoren Kristina og lille Rebecca tog selfien herunder sammen, før de sagde farvel til hinanden.

Rebeccas mormor, Kristina Marstrand, er lykkelig over at have sit barnebarn hjemme igen, og hun er dybt taknemmelig overfor gymnasieeleverne og Per. Derudover understreger hun, at hjælpen fra Udenrigstjenesten har været meget rørende og kompetent.

”Udenrigstjenesten har været helt enestående. Medarbejderne fra den danske ambassade i Accra var fantastisk hjælpsomme, empatiske og engagerede i at hjælpe os. De gjorde en stor indsats, hvilket i kombination med hjælpen fra den omsorgsfulde gymnasielærer og hans elever fik Rebecca sikkert hjem til os”

   


www.marselisborg-gym.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Cookies kan anvendes til at skelne de forskellige brugere på en hjemmeside fra hinanden samt til at måle trafik på en hjemmeside. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til ovennævnte formål.
×